top_ordensregler

Ordensregler

Man skal opføre sig ordentligt, også uden for skolen, når man optræder i skolesammenhæng eller i fritiden indgår i sammenhænge, der kan identificere én med skolen.

Enhver form for vold og mobning (fysisk, psykisk, verbalt, virtuelt) er imod skolens grundholdning.

Alle har et ansvar for at bidrage til det gode fællesskab og det gode læringsmiljø på skolen.

Alle har også et ansvar for at værne om skolens bøger, samlinger, bygninger mv. og bidrage til, at der er en god oprydningsstandard på skolen. Man er som elev forpligtet til at rette sig efter de anvisninger ledelsen eller læreren giver og til at deltage i kollektive oprydnings-ordninger på skolen.

Alle er forpligtet på i skrift og tale at bruge et sobert sprog.

Indtagelse og besiddelse af euforiserende stoffer (herunder også hash) er forbudt både på skolen og i andre undervisningsmæssige sammenhænge. Man må heller ikke møde til undervisningen påvirket af stoffer. Ved mistanke om misbrug kan skolen forlange, at man underlægges en test.

Indtagelse og besiddelse af øl, vin og spiritus er ligeledes forbudt på skolen og i andre undervisningsmæssige sammenhænge. Under ekskursioner og studierejser kan der i fritiden indtages øl og vin med måde, jf. de særlige regler for ekskursioner og studierejser. Ved særlige lejligheder, f.eks. skolefester, kan rektor tillade indtagelse af øl, vin og alkoholsodavand, men kun med måde, jf. de særlige regler vedr. skolefester.

Rygning på skolens matrikel er forbudt, det gælder også elektroniske cigaretter.

Skolens elever har et selvstændigt ansvar overfor deres egne handlinger og medbragte hjælpemidler og er dermed omfattet af de almindelige erstatningsregler. Skolen vil ikke kunne drages til ansvar heller ikke økonomisk.

Hvis rektor skønner, at en elev tilsidesætter skolens regler for almindelig orden og samvær kan flg. sanktioner iværksættes efter forudgående advarsel:

  1. Udelukkelse fra konkrete arrangementer eller aktiviteter.
  2. Midlertidig udelukkelse fra undervisningen i indtil 10 dage på et skoleår. Udelukkelsen registreres som fravær.
  3. Bortvisning i særligt graverende tilfælde

I særligt alvorlige tilfælde eller i gentagelsestilfælde kan sanktioner iværksættes uden forudgående advarsel.