IT på DG

Adgang til netværk

På Dronninglund Gymnasium har vi et netværk baseret på Windows- og Linux-servere. Eleverne får brugernavn og kodeord til skolens systemer – primært i form af UNI-login. De får samtidigt adgang til skema- og kalenderprogrammet, lectio, som kan ses på computer, tablet og mobiltelefon. Intern kommunikation foregår også gennem lectio, men ekstern kommunikation kan foretages gennem skolens eget Gmail-system, hvor alle får en mailadresse. I Gmail-systemet kan man også sikkerhedskopiere sine data.  Og sidst men ikke mindst er der mulighed for at bruge elektroniske ordbøger hjemmefra (Ordbogen.com).

DG Intranet

Adgang til vores intranet her:

Stationære computere og internetforbindelse

Skolen har nogle enkelte stationære arbejdsstationer, som er baserede på Windows 10. Vi benytter MS Office 365 over hele linjen. Computerne beskyttes med programmet F-Secure. Vi har desuden en række særlige computere udstyret med diverse specielle faciliteter, f.eks. til film- og musikredigering,  dataopsamling og computerspil.

Trådløst net og bærbare computere

Vi er udstyret med et kraftigt trådløst netværk, så bærbare computere og telefoner kan komme på nettet overalt på gymnasiet. Desuden kan skolens kopimaskiner benyttes, også som printer. Umiddelbart vil en hvilken som helst nyere bærbar computer, som har trådløst netkort, kunne bruges. Alle vore programmer virker til både PC og MAC.

Virusbeskyttelse og programmer (software)

Alle, der ønsker at anvende gymnasiets trådløse net, skal benytte et opdateret antivirusprogram. Vi har i øjeblikket F-Secure Antivirus i en skoleversion, som kan udleveres gratis til alle elever. Dette gælder også for en del fagspecifikke programmer, f.eks. matematikprogrammet Nspire. Og som tidligere antydet udleveres adgang til Office 365 og Ordbogen.com. Dette er en del af skolebetalingen.

IT-vejledning

I begyndelsen af skoleåret vil alle 1.g elever få introduktionstimer til vores netværk, programmer, sikkerhed, etik m.m. Der er dagligt i skolens normale åbningstid mulighed for at konsultere en IT-vagt, som kan hjælpe med installation af skolens programmer og løse diverse mindre problemer med den bærbare.

IT og eksamen

Til de skriftlige prøver medbringer eleverne selv alle hjælpemidler – herunder IT-udstyr. Det mest normale blandt eleverne lige nu er at have en bærbar computer, men en stationær computer/skærm kan også opstilles. Der er elektronisk aflevering, så det er ikke nødvendigt at medbringe en printer.

Vi benytter "Exam Cookie" til monitorering af elevernes computere under skriftlige terminsprøver og eksaminer. Optagelserne gemmes i tre uger, hvorefter de slettes. 

Scroll to Top