Introforløb
Det første år som gymnasieelev er en spændende periode. Du vil møde masser af personlige og faglige udfordringer, der vil være med til at udvikle dig som menneske.
For at få dig bedst muligt fra start tilrettelægger vi hvert år et særligt introforløb for DG´s nye 1.g´ere.
Introforløbet består af en række arrangementer, der alle har til formål at få jer rystet sammen – både i klassen og på tværs af klasserne.
Arrangementerne vil samtidigt vise dig de forskellige faglige sider af gymnasiet og du vil opleve undervisningen i andre rammer end i dagligdagen.
Tutorer
Det første indtryk kan være overvældende, når du som ”sut” bliver modtaget af hele gymnasiet til den traditionelle velkomst i fællesarealet.
Allerede fra dag 1 får du og din nye klasse derfor tilknyttet tutorer fra 2. og 3.g-klasserne.
Tutorerne har flere opgaver: de vil introducere dig til livet på gymnasiet og vil hjælpe dig og dine nye klassekammerater til rette.
Tutorerne er tilknyttet dig og din klasse frem til jul.
Skovskole
Efter et par uger bliver I sendt på Skovskole, der foregår i Storskoven. Alle nye 1.g’ere og deres tutorer deltager og du får god mulighed for at lære de andre 1.g’ere at kende.
Skovskolen byder på overnatning i det fri, bygning af rafte-broer og andre opgaver, der skal teste og udvikle jeres samarbejdsevner.
Senere på året får alle 1.g’erne chancen for at deltage i en musikworkshop, hvor alle klasser indøver et nummer og prøver at stå på en scene.
Idrætsdag
Idrætsdagen byder på en masse utraditionelle konkurrencer, hvor det ikke bare er fysisk styrke, det kommer an på.
Konkurrencerne varierer fra år til år - vi haft både tvekamp, forhindringsløb, fodbold og touch rugby. Altsammen krydret med mere eller mindre retfærdige regler...
Hele gymnasiet er med – lærere og elever - i kampen om den eftertragtede præmie: kagemand til hele klassen.
Nat-Nat
Naturvidenskabsnatten, Nat-Natten, foregår om i oktober og er forbeholdt 1.g’erne.
Nat-Natten byder på underholdende fysik og kemishows og ikke mindst det traditionsrige kaosløb i nattemørket:
Rundt omkring på gymnasiets område skal der findes poster, løses opgaver og indsamles point - altsammen med udgangspunkt i naturvidenskabens verden.
Introfest
Sidst, men ikke mindst, er der selvfølgelig også september måneds introfest. Introfesten er den første af de 5-6 gymnasiefester, der afholdes i årets løb.
Introfesten står i 1.g’ernes tegn. Du og de andre 1.g’ere spiser sammen på skolen, inden gymnasiets øvrige klasser kommer og deltager i festen senere på aftenen.
Du kan også se frem til fødselsdagfesten i oktober, julefesten og karnevalsfesten. Feståret kulminerer med 3.g’ernes traditionsrige gallafest, hvor der bydes op til lancier.